Angus er den mest udbredte kødkvægsrace på verdensplan, og ikke uden grund.

De første Angus blev stambogsført i 1862, og er fremavlet fra kvæg i kommunerne Aberdeenshire og Angus i Skotland.
Helt fra begyndelsen har man avlet målbevist efter sunde dyr, der kan klare sig under ekstreme vejrforhold, og som er gode naturplejere.

-der er økonomi i at have Angus​

Anguskoen er en ekstensiv, alsidig og robust ko, der kan fravænne en god slagtekalv med prima spisekvalitet. I avlen er man aldrig gået på kompromis med de egenskaber, der også i dag kendetegner den moderne Angus.





Lette kælvninger og mælk nok!

Lette kælvninger og gode moderegenskaber er nogle af de mange fordele, der kendetegner en Angusko.

Der er i avlen fokus på koens evne til at malke. Ved fravænning har kalven en god muskelfylde, og ved intensiv fodring har kalven en daglig tilvækst på linje med andre intensive kødracer, selvom Angus racen er ekstensiv

Pollet

Angus er født pollede (hornløse). Klovene er stærke. Yveret er mørkt og behåret, hvilket hjælper til at modvirke fluestik.

Angus er generelt meget sunde dyr, hvor der sjældent er udgifter til dyrlæge og klovbeskærer.​

Angus er i farverne sort eller rød.




Gode naturplejere

Angus har en evne til at omsætte store mængder grovfoder fra ekstensive arealer, derfor ser man dem ofte brugt som naturplejere.
På arealer hvor der ikke må tilskudsfodres, finder man Anguskoen sammen med sin kalv, der stortrives.
Det kan kun lade sig gøre, fordi man har avlet målrettet efter de ovenstående egenskaber.



Smagen af Angus

Adskillige blindtest, både i Danmark og i udlandet, har kåret anguskødet, som det mest velsmagende, møre og saftige kød.

Den ideelle fedtmarmorering giver forbrugeren en oplevelse ud over det sædvanlige, hvilket gør kødet meget efterspurgt.